Julekalender 14. dec

Konrad spreder juleglæde

Det var endelig juleaften, og Konrad kunne næsten ikke stå stille af ren begejstring. Stalden var pyntet med guirlander og julelys, og alle hans venner var samlet for at fejre dagen. Men midt i al glæden kunne Konrad ikke lade være med at tænke på kunderne.

“De har jo også været med til at gøre denne jul helt speciel,” tænkte han. “Jeg vil gerne give dem noget tilbage. Men hvad?”

Han prustede frustreret og gik en runde i stalden, mens han spekulerede. “Noget særligt… noget, de vil blive glade for.” Pludselig fik han en idé. Han galopperede hen til computeren, som Niller havde glemt at slukke.

“Webshoppen!” udbrød han. “Jeg kan gøre noget der!”

Konrad loggede ind og begyndte at arbejde. Først justerede han priserne. “Lad os sætte alt ned med 20%! Det vil da gøre kunderne glade.”

Men han stoppede ikke der. “Hvad med en ekstra gave? Det skal være noget, der både er nyttigt og sjovt. Åh, jeg har det! En Himalaya-saltsten!” Konrad tilføjede hurtigt en note til shoppen: “Alle ordrer får en gratis Himalaya-saltsten – perfekt til at forkæle din hest!”

Niller kom ind i stalden og så Konrad i gang. “Hvad laver du nu, Konrad?” spurgte han med et grin.

Konrad prustede og vendte sig mod Niller. “Jeg laver et juletilbud til kunderne! 20% rabat på alt og en gratis gave med hver ordre – helt frem til den 31. januar. Hvad synes du?”

Niller smilede bredt. “Jeg synes, det er en fantastisk idé. Du er virkelig en gavmild julehest, Konrad.”

Konrad trippede stolt med hovene. “Jeg elsker julen, og jeg vil bare sikre, at alle får en dejlig tid – både her i stalden og ude hos vores kunder.”

Den aften gik Konrad tilfreds i seng, klar til at fejre juleaftensfesten, vel vidende at han havde spredt lidt ekstra glæde til alle webshop-kunderne.

hvad er det Konrad har fundet på? 

Send os svaret på vores Facebook side så deltager du i dagens lodtrækning om et gavekort. 

Konrad og de ømme ben 

Konrad trak sig træt gennem stalden. De sidste par dage havde været travle. Han havde pyntet, planlagt, og sørget for, at alt var perfekt til juleaften, der nu kun var én dag væk. Men al den travlhed havde sat sine spor.

“Åh, mine ben…” mumlede han og løftede et forben forsigtigt. “De føles, som om jeg har gået rundt om hele jorden flere gange. Hvad gør jeg nu?”

Han lagde sig forsigtigt ned i halmen og sukkede. “Jeg kan ikke gå rundt med ømme ben på juleaften. Jeg skal være frisk og klar!”

Niller, der var i gang med at rydde op i hjørnet, hørte Konrads klagen. “Hvad er der i vejen, Konrad?” spurgte han.

“Mine ben,” prustede Konrad. “De er helt ømme efter al den travlhed. Jeg skal bruge noget, der kan hjælpe!”

Niller nikkede forstående. “Jeg tror, jeg ved præcis, hvad du har brug for. Vent her.”

Han forsvandt ud af stalden og kom tilbage kort tid efter med noget i hånden. “Se her, Konrad,” sagde han og holdt det op foran den trætte hest.

Konrad spidsede ørerne og kiggede nysgerrigt. “Hvad er det?”

“Det er en kølebandage,” forklarede Niller. “Den er designet til at køle og berolige ømme ben. Perfekt til heste, der har haft travlt – ligesom dig!”

Niller viklede forsigtigt bandagen omkring Konrads ben. “Hvordan føles det?” spurgte han.

Konrad lukkede øjnene og sukkede tilfreds. “Åh, det er som en frisk brise på en varm sommerdag. Det er lige, hvad jeg havde brug for!”

Efter et stykke tid følte Konrad sig meget bedre. “Tak, Niller! Nu er jeg klar til juleaften i morgen.”

Niller grinede. “Det var så lidt, Konrad. Men husk, tag det roligt resten af dagen. Vi vil jo ikke have, at du bliver træt igen.”

Konrad nikkede og strakte sig. “Jeg lover det. Men nu, hvis du undskylder mig, vil jeg tage en lur – og drømme om alt det sjove, der venter i morgen!”

Kan du finde Konrad? 

Send os svaret på vores Facebook side, så deltager du i dagens lodtrækning om et gavekort

Konrads sjove ændringer på webshoppen

Det var en stille morgen i stalden, men Konrad havde ikke tænkt sig at lade den forblive sådan. “Jeg føler mig lidt... kreativ i dag,” tænkte han og gik hen mod computeren, som Niller havde efterladt tændt. Skærmen lyste op med billeder af produkter fra webshoppen, og Konrad fniste for sig selv.

“Lad os se... hvad kan jeg lave?” tænkte han og stirrede på listen over varer. “Jeg kunne ændre lidt hist og her – bare for sjov!”

Hans blik faldt på et fleecetæppe, der så utroligt blødt og lækkert ud. Men det var navnet, der fangede hans interesse. “Fleecetæppe,” mumlede han. “Det lyder fint, men hvad nu hvis vi gør det... lidt mere interessant?”

Konrad løftede sin mule og begyndte forsigtigt at trykke på tastaturet med næseborene. “Der! Perfekt!” Han havde erstattet alle e'erne i ordet med 3-taller. Nu stod der: "Fl33c3tæpp3".

Han trådte et skridt tilbage og betragtede sin ændring. “Det ser da meget sjovt ud! Folk vil helt sikkert undre sig, og måske grine lidt. Det er jo bare for sjov!”

Da Niller kom tilbage til stalden, så han Konrad stå og fnise ved computeren. “Hvad har du gang i nu, Konrad?” spurgte han mistænksomt.

Konrad forsøgte at se uskyldig ud. “Ikke noget! Jeg... jeg kiggede bare på webshoppen.”

Niller rynkede panden og gik hen til computeren. Da han så ændringen, rystede han på hovedet og lo. “Fl33c3tæpp3? Konrad, hvad laver du?!”

Konrad trak på skuldrene. “Jeg syntes bare, det kunne være sjovt at spice det lidt op. Det ser jo meget moderne ud med tal i stedet for bogstaver, gør det ikke?”

Niller rystede grinende på hovedet. “Du er simpelthen for meget. Men okay, vi kan lade det stå i et stykke tid og se, om kunderne opdager det. Måske giver det dem et smil – eller en lille udfordring, når de skal læse det.”

Konrad vrinskede stolt. “Jeg vidste, du ville synes, det var sjovt!”

Kan du finde Konrad i dag og fortælle os hvilken farve tæppet har? send os svaret på vores Facebook side, så deltager du i dagens lodtrækning om et gavekort 

Konrad og drømmen om en plysgrime

Konrad stod og betragtede sin egen grime, der hang skævt på en krog. Den var fin nok, men efter alle de spændende ting, han havde opdaget på webshoppen, følte han, at der manglede noget. Noget... blødt. Noget, der ville føles som at få et kram hver gang den blev spændt om hans hoved.

“Min gamle grime er så kedelig og... almindelig,” sukkede han til Niller, der var i gang med at lægge julegaver i en sæk.

“Almindelig? Hvad mener du?” spurgte Niller og kiggede op.

“Jo, altså,” begyndte Konrad og rullede med øjnene, “den er bare en almindelig grime. Hvad hvis jeg havde en, der var... ja, lidt mere luksuriøs? Noget, der viste, hvor speciel jeg er?”

Niller lo. “Luksuriøs, siger du? Hvad har du nu set på webshoppen?”

Konrad lyste op. “Åh, det er en grime – men ikke en hvilken som helst grime! Den er dækket med blødt plys over det hele. Tænk dig, hvor komfortabel den må være!”

Niller nikkede. “Det lyder som noget for dig, Konrad. Hvad var det for en, du kiggede på?”

Konrad prustede spændt og pegede mod skærmen med sin mule. “Der! Se! Den er ikke bare blød, den er også flot – lige noget for en julehest som mig.”

Niller klikkede på billedet. Han kiggede på Konrad og smilede. “Det ser da ud til at være en rigtig god grime, hvis du spørger mig.”

Konrad nikkede ivrigt. “Og tænk, hvor godt den vil passe til mit julelook! Jeg kan næsten mærke det bløde plys omkring mit hoved.”

“Skal vi skrive den på din ønskeliste?” spurgte Niller med et grin.

Konrad prustede og lagde hovedet på skrå. “På ønskelisten? Hvorfor ikke bare bestille den nu? Jeg kan jo ikke vente til efter jul!”

Niller lo og rystede på hovedet. “Okay, Konrad. Lad os få den plysgrime til dig. Det ligner, den vil gøre dig meget, meget glad.”

Konrad og ventetiden – 4 dage tilbage til jul!

“Åh, hvor er det kedeligt!” prustede Konrad og stirrede op på kalenderen, der hang på stalddøren. Han havde krydset dagene af én efter én, men der var stadig fire dage tilbage. Fire dage kan føles som en evighed, når man er en ivrig hest med juleforventninger.

Han traskede rastløst frem og tilbage i stalden, puffede til en halmballe med mulen og sparkede blidt til sin spand. “Hvad skal jeg lave? Jeg har gjort mig ren, jeg har fået mine hove ordnet, og jeg har endda ryddet op i stalden. Der er INGENTING tilbage at gøre!”

Pludselig fik han øje på Niller, der var i gang med at pakke gaver ind på sit lille arbejdsbord. Han havde travlt med at binde bånd og klippe papir, mens han nynnede en julesang. Konrad spidsede ørerne og listede langsomt derhen.

“Hvad laver du, Niller?” spurgte han og kiggede nysgerrigt på de små pakker.

“Jeg pakker gaver til de andre dyr i stalden,” svarede Niller og kiggede op med et smil. “Men ingen kiggen, Konrad! Det er hemmeligt.”

“Hvad er der i dem?” spurgte Konrad med et glimt i øjet. Han skævede til en af pakkerne, der havde en lidt... interessant duft. “Det dufter bekendt. Er det... er det noget SPISELIGT?”

Niller grinede. “Måske... måske ikke. Men hvis du keder dig så meget, Konrad, hvorfor tjekker du ikke webshoppen? Der er altid noget sjovt at finde der.”

Konrad prustede. “Webshoppen? Hvad skal jeg der?”

Niller blinkede og pegede mod sin skærm. “Du ved... der er forskellige godbidder derinde. Hvis du finder noget godt, kan du måske få en lille før-julegave?”

Konrad spidsede ørerne og prustede ivrigt. “Før-julegave? Det kan jeg godt lide lyden af!” Han gik hen til skærmen og kiggede nysgerrigt på billederne, der dukkede op.

Pludselig stivnede han. “STOP! Dér!” sagde han og pegede med hoven mod et billede. 

Konrad slikkede sig om mulen. “Perfekt til at slå tiden ihjel!” Han nikkede ivrigt. “Dem vil jeg have, Niller. Hvis jeg skal overleve ventetiden frem til juleaften, har jeg brug for noget at tygge på.”

Niller nikkede og grinede. “Okay, okay, du får en bøtte af dem"

Konrad smilede lunt. “Jeg lover det… måske.”

Konrad fuldender sit julelook – tid til hovforkælelse!

Konrad stod og beundrede sig selv i stalddøren. Hans pels skinnede, manen lå perfekt, og halen svajede elegant bag ham. “Jeg ligner en million snefnug,” tænkte han stolt. Men da han kiggede ned, rynkede han mulen lidt.

“Vent lige... hvad er det?” tænkte han, mens han stirrede på sine hove. De så lidt matte ud sammenlignet med resten af hans skinnende look. De var tørre og havde mistet den glans, han ellers havde i man og hale. “Det går ikke! Hvis jeg skal være juleklar, så skal ALT skinne – også hovene!”

Han skævede til "vaskerummet" og spejdede rundt, indtil hans blik landede på noget, der stod i hjørnet – en lille bøtte med låg. 

“Aha! Dér er det!” sagde Konrad og begyndte at trippe hen mod bøtten. Den var lidt mindre end den store dunk fra tidligere, men den så lige så vigtig ud. Han stak mulen frem og snusede til bøtten.

“Uh, det dufter af noget godt... måske vitaminer?” tænkte han og puffede låget af. Inde i bøtten var der en blød, cremet balsam, der glimtede let i lyset. Det var tydeligt, at dette ikke var nogen almindelig creme.

“Denne her er til mine hove – det kan jeg mærke,” sagde Konrad og satte sig til at finde ud af, hvordan han skulle påføre den. Han forsøgte at stikke mulen i bøtten, men det fungerede ikke. Han forsøgte at gnide hoven op ad bøtten, men den væltede, og lidt af cremen flød ud på gulvet.

“Åh nej, åh nej!” sagde Konrad og skubbede ivrigt til bøtten med mulen for at rette den op. Han var lige ved at gå i panik, men så kom Niller til undsætning.

“Hvad har du gang i nu, Konrad?” spurgte Niller med et grin. “Du ser ud, som om du er midt i et kæmpe kunstprojekt.”

“Det er ikke sjovt, Niller!” prustede Konrad. “Jeg har knoklet hele dagen for at se skinnende ud til juleaften, og nu har jeg opdaget, at mine hove ser kedelige ud. Jeg prøvede at fikse det med den der creme, men det er ikke så nemt med hove, ved du nok!”

Niller grinede og rystede på hovedet. “Åh Konrad, du er da noget for dig selv.” Han gik hen og samlede bøtten op. “Men du har ret. Hvis vi skal gøre dig klar til juleaften, skal dine hove også skinne. Og heldigvis har du fundet det helt rigtige produkt.”

Han åbnede bøtten og tog en lille klat balsam op med fingrene. “Se her, det er en speciel hovbalsam fyldt med alle de gode vitaminer og næringsstoffer, dine hove har brug for. Den fugter og styrker, så de ikke bliver tørre og sprukne.”

“Ja, ja, mindre snak – mere smøring!” prustede Konrad utålmodigt og løftede forbenet, som om han var til pedicure.

Niller smilede og satte sig på hug. Han begyndte at smøre balsammen på Konrads hove med blide, cirkulære bevægelser. Cremen blev hurtigt absorberet, og den efterlod hovene med et svagt, flot skær – ikke for meget, men lige præcis nok til, at de så suverænt velplejede ud.

“Se nu der, min ven,” sagde Niller og klappede Konrad på skulderen. “Det var da ikke så slemt, vel?”

Konrad kiggede ned på sine hove og prustede tilfreds. “Åh ja, se lige dem! De ser så stærke og sunde ud – og de skinner!” Han trådte frem og tilbage for at se dem fra alle vinkler. “Jeg er klar, Niller. Nu er der ikke en eneste del af mig, der ikke er juleklar.”

Niller tørrede hænderne af på sit forklæde og smilede. “Det er rigtigt, Konrad. Du er helt klar til juleaften.”